Hvorfor synes du, kollektiver er så spændende?

Bl.a. af den åbenlyse grund, at det at bo i kollektiv har haft afgørende betydning på godt og ondt for mit liv de sidste 6 år. Der er sket nogle helt vilde ting i mit liv, som jeg ikke rigtigt ved, hvordan jeg skulle have klaret, hvis jeg ikke havde boet sammen med andre mennesker. Og samtidig tror jeg, at mange ting havde været lettere, hvis jeg ikke havde været så forpligtet på og afhængig af at vores kollektiv fungerede.

Men når jeg er så optaget af kollektiver, at jeg ligefrem vil skrive en bog om det, er det fordi jeg synes, det er vigtigt. Der foregår mange udviklinger i vores samfund, som skaber behov for nye måder at bo og leve på: Et stadigt mere konkurrencepræget og krævende arbejdsmarked, flere og flere der lider af stress eller depression, et stadigt mere ekskluderende boligmarked og en ekstrem belastning af miljøet. Det er alt sammen problemer og udfordringer, hvor det at bo og leve mere i fællesskab med andre kan være en del af løsningen.

… Hvis da ikke problemerne bliver løst på mere grundlæggende vis. Men de er en helt anden snak…

Og så synes jeg, det er så fjollet, at der ikke har været en mere systematisk opsamling af erfaringer og viden om det at bo i kollektiv hidtil, tilgængelig for alle. Det er da tosset, at vi kollektiv-folk allesammen skal opfinde den dybe tallerken. Så jeg synes, det er vigtigt, at nogen – bl.a. mig – forsøger at facilitere, at der bliver indsamlet viden, som bliver gjort tilgængeligt, og at der i det hele taget bliver mere videndeling og samarbejde på tværs.

Bliver du aldrig træt af at bo i kollektiv?

JO!!! Og derfor ligger det mig også meget på sinde ikke at fortælle nogen rosenrøde historier om kollektivlivet. I de første år efter vi havde startet kollektivet var vores fortælling om det, at det jo var ren win-win at bo sammen med andre. Flere om at gøre rent, indkøbstjans og madlavning på skift, man kan skiftes til at se efter ungerne osv. osv.

Det er ikke længere det, jeg fortæller, når nogen spørger om hvorfor jeg bor i kollektiv eller hvordan det er. For hold nu fast, hvor kan det også trække tænder ud at skulle koordinere og aftale så meget med andre; at ikke bare selv kunne tage beslutninger og køre på det drive og de impulser, man har her og nu; at være afhængig af at andre passer deres ansvar og ikke kunne tillade sig at slacke ret meget på sit eget, fordi det går ud over nogle andre. Det er et kontinuerligt arbejde, som kræver megen tid og meget opmærksomhed, og i perioder er det mere drænende end givende. Så hvis det skal være fedt at bo i kollektiv, skal der også stå en del på plus-siden for at det samlet set går i plus.

Jeg kan fornemme, når jeg tager rundt og besøger kollektiver, at udfordringerne også (bl.a.) afhænger af beboersammensætningen og hvor man er i livet. Det er jo ikke så mærkeligt. At børnefamilier – som min egen – ofte har en presset hverdag, afspejler sig fx også i udfordringerne i et kollektiv med børn. Og i kollektiver for helt unge mennesker eller studerende kan der være andre udfordringer eller grunde til at det ikke altid er lige sjovt at bo i kollektiv. Det synes jeg, er interessant. Og idealistisk som jeg er, tænker jeg, at man jo må kunne forebygge eller undgå nogle af de mere trælse sider ved kollektivlivet ved at skele til andre kollektivers erfaringer…