Ikke kategoriseret

Ikke kategoriseret

Kejser på P1 om bofællesskaber

Her til formiddag blev der talt om bofællesskaber i Kejser på P1. De medvirkende og lytterne delte deres erfaringer med hvad der skal til for at få fællesskabet til at fungere og hvad det betyder for dem at bo i bofællesskab. Forsker Anna Falkenstjerne Beck bidrog løbende med analytiske perspektiver på bl.a. motivationerne for at bo i bofællesskab.

Jeg var igennem til allersidst i programmet og fortalte ultrakort om hvorfor vi har omdannet vores kollektiv til bofællesskab. Tiden var knap og jeg brændte inde med det, der egentlig var mine pointer – så dem får I her:

Man kan ikke generalisere om, hvilken form og integrationsgrad, der fungerer bedst – det afhænger rigtigt meget af de konkrete mennesker, deres behov, livssituation og rammerne. Men der er to vigtige – og erfaringsmæssigt ikke åbenlyse – ting, man skal have i mente i refleksionen over hvilken slags fællesskab der vil fungere for én:

Kan og vil du investere i fællesskabet?

”Stordriftsfordelene og det sociale fællesskab skaber et overskud, som kan lette en travl hverdag og gøre det hele lidt sjovere”. Dét perspektiv på det at bo i fællesskab med andre er vi mange, der deler. Men det er ikke hele sandheden. Det er vigtigt at gøre sig klart, at der også skal investeres meget i at få fællesskabet til at fungere. Jo mere integreret praktisk og socialt, des mere er der at forventningsafstemme omkring, koordinere, aftale, problemløse. Og des flere stimuli og agendaer. Det kan sagtens gå i plus. Men der skal investeres for at man kan høste frugterne af fællesskabet. Og det er måske ikke alle, som egentlig har lyst/overskud/evner til det?

Hvordan er din sociale personlighed?

Hvor tæt man kan trives med at bo med andre afhænger rigtigt meget af personlighed (det blev også berørt i udsendelsen). Fx: Bliver man hurtigt overstimuleret eller træt af de mange agendaer og inputs i fællesskabet? Har man lange sociale antenner og bliver meget påvirket af hvordan andre har det og selv små signaler i relationerne? Så KAN det være, man har brug for lidt mere privat rum og lidt færre samarbejdsflader.

Ellers: God fornøjelse med udsendelsen!

 

Økonomi

Kollektivers økonomi – meget mere end rentesatser og kreditvurdering

I juni måned kunne Merkur Banks medlemmer bl.a. læse om kollektivliv og økonomi for kollektiver i medlemsbladet Pengevirke. Temaet var “fællesskaber” og jeg blev bedt om at skrive en artikel om økonomi anledning af min bog om økonomi for kollektiver, som udkommer til efteråret. Jeg blev også interviewet om kollektivlivet på godt og ondt.

Herunder kan du læse artiklen om økonomi, og du hvis du klikker på billedet af hende som hænger i nogle hanebjælker (det er mig!) kan du læse det hele + en masse spændende artikler om fællesskaber.

Kollektivers økonomi – meget mere end rentesatser og kreditvurdering

Af Marie Chimwemwe Degnbol, fødselshjælper for kollektiver og små bofællesskaber, www.bosammen.nu

Når man beslutter sig for at dele bolig og hverdag med andre mennesker, er man også fælles om nogle af de ting, der betyder allermest. Og jo mere man er fælles om, des mere er der at blive enige om.

Måske forekommer økonomien umiddelbart sekundær ift. mange andre spørgsmål i relation til hverdagen og fællesskabet. Men tværtimod: Organiseringen af økonomien handler netop om hvilke værdier, fællesskabet skal bygge på.

Derfor gælder det om tage fat på den økonomiske indretning hurtigst muligt. Og det er ikke nok med det, der skal overbevise et pengeinstitut om projektets bæredygtighed. Kollektivøkonomi handler om meget mere end rentesatser og kreditvurdering.

Overordnet kan man dele kollektivets/bofællesskabets økonomi ind i

  • Husholdning/mad
  • Drift: alle de faste udgifter til selve boligen, som fordeles via huslejen
  • Makroøkononomi: indskud/andele, lån og de langsigtede økonomiske strategier for fx vedligehold (betegnelsen ”andele” bruges her uden reference til en bestemt ejerkonstruktion)

Til disse områder knytter der sig specifikke spørgsmål, men der er også nogle grundlæggende diskussioner, der går på tværs. Her præsenteres et par stykker:

Økonomisk solidaritet eller uafhængighed mellem beboerne?

Nogle kollektiver praktiserer en vis grad af solidaritet i den økonomiske indretning. I storkollektivet Svanholm har solidariteten karakter af en generel omfordeling af indkomst og rådighedsbeløb. I andre kollektiver fordeler man fx udgifterne til mad/husholdning eller huslejen efter solidariske principper i den forstand, at der differentieres efter indkomst.

En sådan indretning kan gøre kollektivet økonomisk tilgængeligt for flere: enlige forsørgere, studerende, personer på overførselsindkomster mv. – Hvis der altså er beboere, som kan betale mere. Og hvis alle i kollektivet tilslutter sig værdien om økonomisk solidaritet, kan det også skabe en følelse af retfærdighed i kollektivet.

Men det kan også give anledning til irritation eller ligefrem konflikter, fordi man dermed også er gensidigt afhængige af hinandens økonomier og økonomiske beslutninger. Hvis udgifterne fx fordeles afhængigt af indkomst, vil den enes valg om at gå ned i tid på jobbet medføre en forhøjelse af de andres husleje. Af samme grund lægger nogle kollektiver vægt på et modsat princip i den økonomiske indretning: Størst mulig økonomisk uafhængighed.

Indretningen af økonomien vil til enhver tid – uanset bevidstheden herom – afspejle en position på værdispektret mellem solidaritet og uafhængighed. Og jo mere kollektivet tager aktivt fælles stilling, des mindre risiko for at der opstår uretfærdighedsfølelse og konflikter.

FORDELINGSNØGLE

Når driftsudgifterne i kollektivet skal fordeles på andelene, så gennemgå de enkelte poster én for én og diskutér hvilket fordelingsprincip, der skal gøre sig gældende for hver enkelt post. Fx:

  • Antal personer (børn + voksne) i andelen
  • Antal voksne i andelen
  • Andelens relative størrelse (procentdel af det samlede)
  • Individuelle kvadratmeter
  • Andelens indkomst

Let at komme ind i kollektivet – eller videre?

Når man ved etableringen af et kollektiv i en ejerbolig skal tage stilling til både den indledende og løbende prissætning af andelene, er der flere muligheder med tilhørende implikationer.

Skal andelene være billigst mulige (og de fælles lån dermed størst mulige) og ikke stige mærkbart over tid, så det vedbliver at være muligt at flytte ind for mennesker uden mange penge på lommen eller mulighed for at optage et større lån? Sådan er især mange kollektiver for unge og studerende skruet sammen. Indretningen går ofte hånd i hånd med afstandtagen fra mekanismerne på det øvrige private boligmarked, hvor markedsmekanismerne ii høj grad styrer, hvem der har adgang til hvilke boliger, og hvor man kan tjene penge alene ved at eje en bolig.

Eller skal indskuddene udgøre en større del af finansieringen, så andelshaverne har magt over en større del af deres boligøkonomi? – Så de for eksempel kan nedbringe de månedlige boligudgifter ved at skyde en opsparing ind i huset via indskuddet? Og skal andelspriserne ved udskiftning reguleres i forhold til øget/mindsket friværdi i boligen? – Så man efter at have boet i kollektivet i længere tid vil få et indskud med sig videre, som i højere grad matcher de muligheder, man ville have haft på boligmarkedet, hvis man i samme periode havde boet i en almindelig ejerbolig?

ANDELSPRISER

Der er fire forskellige principper, som kan gøre sig gældende i den løbende prissætning af andelene i et kollektiv i en ejerbolig:

  • Andelsprisen er fast og ændres ikke over tid
  • Andelsprisen reguleres jf. nettoprisindekset, dvs. følger inflationen
  • Andelsprisen reguleres ift. hvor meget, der er afbetalt på lån (fratrukket evt. nye lån)
  • Andelsprisen afspejler friværdien (vha. valuarvurdering af markedsværdien)

Der er rigeligt at tage stilling til. Søg altid hjælp hos både bankrådgiver og en kyndig advokat. Men uanset rådgivernes input er der ikke nogen ’nødvendig’ model. Der er mange muligheder, og det er jeres – kollektivets – værdier, som bør være afgørende.

Kommunikation

Et kollektivs vision om at afskaffe husmøder og tjanser

2 kommentarer

I mange kollektiver har beboerne en følelse af kommunikations-underskud. Og det er et evigt tema, hvordan man kan skabe tid og rum nok til at få talt sammen om alle de ting, det ville være godt at få talt om og organiseret. I et kollektiv i København er ambitionen nærmest det modsatte: At gøre sig uafhængig af husmøder og formel organisering af de praktiske opgaver.

I en gammel villa i København bor der 7 voksne i alderen 28-39 år, som spiser sammen 4 gange om ugen og tilbringer rigtigt meget tid sammen. I løbet af de seneste par år, hvor der har været en vis stabilitet i beboersammensætningen, er der blevet skabt en stærk kultur for, hvordan man kommunikerer med hinanden, samt stærke værdier omkring relationerne og det sociale rum. Johannes fortæller:

”Vores vision i det her kollektiv er ingen husmøder, ingen pligter, alt kører organisk, der er ingen rengøringslister, der er ingen madplan, der er ingen tjanser, der er ikke noget husmøde. Og jeg er så stolt af den vision. Det er en hamrende ambitiøs tilgang til mennesker, hvor mennesker ikke har brug for de der eksternt kontrollerede mekanismer; ekstern motivation. … Jeg ser det som et sygdomstegn, jo flere husmøder et kollektiv har. Det er udtryk for, at den mellemmenneskelige kommunikation ikke fungerer. Hvis man kan nå derhen, hvor man ikke har brug for husmøder, så er man kommet langt. Fordi så kører der simpelthen bare flow”.

Konfrontation frem for fascistoid tolerance

Et nøgleord i bestræbelserne på at optimere den mellemmenneskelige kommunikation, skabe flow og gøre sig uafhængig af fx husmøder er ”konfrontation”: At turde kommunikere direkte om de svære ting. Johannes forklarer:

”Jeg tror, det er dybt psykologisk, at folk tror, at ved at vise grænser eller vrede, så mister man folk. Men det har faktisk den modsatte effekt.  … Man kan blive så tolerant, at det bliver fascistoidt. Jeg tror, det er en direkte vej ind i noget passivt-aggressivt, hvis man ikke tør gå til hinanden og sige: “prøv at hør, det her holder ikke, det er uhensigtsmæssigt, har du kigget på de her skyggesider, bang, bang, bang”. … Jeg tror, der er mange, der tænker, at hvis bare vi finder nok bløde og inkluderende mennesker, så kommer vores kollektiv til at blomstre. Nej. Så kommer det til at degenerere, og så bliver mennesker ulykkelige. Så det kræver i virkeligheden enormt meget menneskeligt mod, ikke bare modenhed, men mod, at få det her op at køre. … At være empatisk, omsorgsfuld og konfronterende. Det sidste er vigtigt at få med.

Johannes forklarer, hvad det er, han tager afstand fra, med et tænkt eksempel: ”Min fordom om kollektiver er, at mange er bange for at sige helt uden passiv aggression: “Hey Birgitte, nu er det vist din tur til at støvsuge, gør du ikke lige det?”. Der er min fordom, at mange ikke siger tingene ligeud, eller pakker det ind i spidse eller indirekte bemærkninger. Det kan godt være, den ikke har hold i virkeligheden. Men det der med at man ikke behøver en institutionel ramme som husmødet, men hvor kommunikation bare glider – hvor det konfronterende aspekt bare glider – og hvor man hele tiden er in sync.”

Adskillelse af praktik og følelser

I kollektivet glider kommunikationen dog endnu ikke så godt, at de er uafhængige af husmøder. De holder fortsat husmøde en gang om måneden, men er meget bevidste om at adskille praktiske og følelsesmæssige emner: ”Jeg tror, det er enormt uhensigtsmæssigt at blande det emotionelle og det praktiske sammen. … Problemet er, at det er to forskellige energier, man går ind i, og som jeg tror, det er godt at kunne adskille. Det gør det meget mere effektivt at snakke om konkrete problemstillinger, og meget mere emotionelt rummende, hvis man så har noget tid til den del. … Det er relevant at spørge, om folk har mere eller mindre energi efter et husmøde. Og der vil jeg lægge hovedet på blokken og sige, at de mennesker, der kører det der – undskyld jeg siger det – det der mudder med at blande de der to ting sammen, de har mindre energi efter et husmøde. Hvor vi som oftest har mere energi efter et husmøde, fordi det er så klart adskilt”.

I kollektivet har de en særlig måde at tage hånd om de følelsesladede emner: ”Lige da jeg kom ind i kollektivet for lidt over 2 år siden, holdt vi noget, der hed Ghostbusters. Det skulle ses som supplement til det månedlige husmøde. Hvor husmødet var en praktisk foranstaltning for at få koordineret ting, var ghostbusters et forsøg på at lave en emotionel udrensning. Det var et forum kun dedikeret til at få opløst passive aggresioner eller skyggesider og sådan nogle ting. Nu er der ikke ghostbusters mere, men det er noget, vi hele tiden som kollektiv er opmærksomme på: om det er tid til at lave en ghostbuster igen. Så der er en mekanisme til at få talt de her ting igennem, og at det bliver gjort ret straight ved, at det ikke bliver blandet sammen med formalia.”

”Man starter med en check in: 5 minutter hvor man lige siger, hvordan det går, hvor man er i sit liv, og hvad man har lyst til at snakke om. Så taler man det igennem og kommer ret dybt ned. Der er nogle individer her i kollektivet, der er meget modne mht. hvad projektion, skyggesider og min og din banehalvdel er. Vi er menneskeligt absurd modne i det her kollektiv, hvilket selvfølgelig gør det lettere at tage de her konflikter. … Der er en herskende norm om, at man fokuserer meget på egen banehalvdel. Alle har på en eller anden måde gået i terapi og flere har en coachuddannelse, så det er meget let for os at gå ind i det her mode.”

Fra vision til praksis

Ifølge Johannes er de i kollektivet enige om den overordnede vision. Men når der fortsat er behov for husmøder, er det udtryk for, at det er en udfordring at skabe den praksis for kommunikation, de ønsker.

De arbejder blandt andet med det ved i perioder at have fokus på bestemte værdier eller på dynamikker, som står i vejen: ”Der har været forskellige tematikker løbende, fx grænser: At italesætte at vi skal huske at sætte grænser overfor hinanden. Og en anden ting, som jeg personligt har italesat, er magten af gråd. Jeg har nogle gange følt, at det har været sådan, at hvis man sad og diskuterede noget, og der så var en, der græd, så blev hele stemningen vendt til, at så var det det, det grædende subjekt sagde, der var sandhed. For man skal tage hensyn til en, der græder. Det er den der meget grønne tilgang, hvor man sætter det sentimentale eller melankolske eller emotionelle allerøverst i en værdiframing. Det er en undergang. Men det er blevet løst – vi kan som kollektiv nu rumme det emotionelle uden at gøre det til det altafgørende.”

Johannes opsummerer visionen og den udfordring kollektivet står over for: ”Det handler om at institutionalisere en proces, hvor det er nemmere at kommunikere på daglig basis. … Det der med at vedblive med at turde kommunikere, også om svære ting, det er en udfordring. Vi arbejder med det ved en blanding mellem at der er konsensus om, at det er sådan, det skal være, i kombination med at der er nogle enkelt-individer, som virkelig trækker et læs lige i den sammenhæng. De insisterer virkeligt på det og går ind og siger: ”Hey, her er noget der er ikke-transparent eller passivt-aggressivt … Det er sindssygt svært, hvordan det bliver institutionaliseret, så vi undgår, at det bare bliver hængt op på enkelt-individer”.

Af Marie Chimwemwe Degnbol

Fællesskab

Fra spontan fællesspisning til kristent kollektiv

– Historien om et kollektivs storhed og opløsning

Mange kollektiver begynder med, at en gruppe menneskestearinlys-2r beslutter sig for at starte et kollektiv sammen. Der går oftest lang tid med snak og planlægning, og når kollektivet endelig starter, er meget defineret og kollektivisterne har mange forventninger til fællesskabets form og indhold. Ofte modsvarer det levede kollektiv ikke disse forventninger; meget viser sig at være sværere, end man troede, og tit er det nogle andre ting end forventet, der bliver bærende for fællesskabet. Så følger en proces med justering af både forventninger og praksis. Det kan være smertefuldt. Og det er på sin vis ærgerligt at skulle igennem sådan en skuffelse, hvis det fællesskab, der er skabt, viser sig at være givende og levedygtigt.

Denne historie handler om et kollektiv, der opstod spontant. Der var ingen forventninger, rammer eller regler givet på forhånd. Fællesskabet voksede og tog form i takt med, at dets medlemmer fik lyst til mere og mere fællesskab med hinanden. Paradoksalt nok viser historien dog også, hvordan et fællesskab kan gå i opløsning, når det med tiden bliver så fast defineret, at det ikke længere kan rumme, at dets medlemmer udvikler sig. Her følger historien om kollektivets opståen, storhed og opløsning, og den dobbelthed, det rummer.

Det er Andreas, der har fortalt mig historien om kollektivet. Det var ham, der startede kollektivet og spillede en bærende rolle i den tid, det bestod. Men også så bærende, at det også var pga. Andreas, at kollektivet efter en lang, smertefuld proces, besluttede sig for at dele sig op i to kollektiver.

”Men jeg ville gøre igen. Altså det kan jeg kun anbefale. Hvis valget står mellem at starte noget ukontrollabelt eller lade være, så gør det. Det mener jeg helt seriøst.”

Et kollektiv i Andreas’ køkken

Det hele begyndte med, at der for 8 år siden pludseligt og nærmest tilfældigt for en kort periode boede 5 personer i Andreas’ halvanden-værelses lejlighed. En studiekammerat boede i forvejen til leje, da et vennepar, som havde købt lejligheden ovenpå, rykkede ind på sofaen i køkkenet, mens de renoverede deres nye lejlighed. Og der fandtes også hus- og hjerterum til kvindens lillebror, som manglede et sted at bo i 14 dage. Der opstod hurtigt en praksis og værdi om at dele maden, frem for at have hver sin, da alle syntes, det var både praktisk og hyggeligt.

Da venneparret rykkede op i deres egen lejlighed, og en anden ven flyttede ind i en anden lejlighed i opgangen, var alle enige om at fortsætte fællesspisningen. Og da de oprettede en fælles madkonto, opstod der behov for et månedligt møde, hvor de kunne adressere forskellige praktiske ting. Tilfældet ville, at flere lejligheder i Andreas’ opgang og naboopgangen blev sat til salg inden for en kort periode. Andreas købte en nabolejlighed og lagde den sammen med sin egen, så han fik et stort køkken/alrum. Flere af hans venner købte de andre lejligheder, og efterhånden bestod kollektivet af 7 lejligheder med i alt 16 voksne og 3 børn, som spiste sammen hver aften i Andreas’ store køkken/alrum, som var blevet indrettet til at rumme hele kollektivet, og som alle havde nøgle til.

Andreas fortæller om kollektivets storhedstid: ”Vi har holdt utallige aftener med 20-30-35 gæster. Altså julefrokoster og det ene og det andet hold studerende. Vi havde et stort netværk, fordi vi var mange, der kom fra samme forening, så der var mange stamgæster. Og udover at man altid var velkommen til mad – det skulle der altid være plads til, også spontant – så gjorde det jo bare, at der var mange, der tit kom forbi. Og det var egentlig utroligt nemt at lave mad til så mange. Man lærte efterhånden at lave mad til 16 mennesker, og så kan man også lave mad til 30 … Det var fantastisk at opleve. Megasjovt. Utallige aftener med masser af grin og gode venner og kærlighed.”

Intet af det, der opstod, var planlagt. På intet tidspunkt i processen havde de sat sig ned og defineret fællesskabet eller lagt en plan. Det hele opstod spontant ud af lyst eller praktiske behov – og så den enorme portion held, det var, at så mange lejligheder i de to opgange blev sat til salg over en kort periode. Nye initiativer og praksisser blev taget op ved de månedlige fællesmøder efterhånden som behovet opstod; fx den praksis for udvælgelse af nye kollektivister, som blev udviklet, og den løbende udvikling og tilpasning af rengørings- og madordningerne.

Bøn før aftensmaden – fra spontan lyst til regel

Det, der i høj grad samlede individerne i fællesskabet, var et kristent værdifællesskab og en religiøs praksis med bøn eller sang før aftensmaden, samt samling om aftenen med oplæsning fra Bibelen, bøn eller lignende.  Mange af dem, der boede i kollektivet, kendte hinanden fra enten en fælles kirke eller en kristen studenterforening. Som med alt andet i fællesskabet blev de religiøse værdier og praksisser egentlig ikke defineret og ekspliciteret som udgangspunkt. Men efterhånden som de over længere tid dannede norm, blev de mere og mere selvfølgelige og bærende for fællesskabet. For eksempel kom det ved et fællesmøde frem, at nogle ønskede, at alle i kollektivet stræbte efter at efterleve en kristen seksualmoral (dvs. ingen sex før ægteskabet). Og efterhånden blev det naturligt for alle at kalde fællesskabet for et kristent kollektiv.

”På et tidspunkt, da jeg købte denne her lejlighed, var der 3 værelser, der skulle lejes ud. Da gik vi op i at vælge nogen ind, der kunne se sig selv som en del af den religiøse praksis. Vi havde mange overvejelser omkring det. Der var bl.a. en muslim fra vores studie, som søgte ind. Det overvejede vi meget og endte med at sige, at hun ikke kunne være en del af det, fordi hun ikke kunne se sig selv som værende en del af den praksis, vi havde. Det var en konkret udmøntning af at det primært var kristne, der kom ind. Og ikke bare kristne; folk der kunne se sig selv som en del af den måde at være kristne på.”

Det fælles, kristne værdigrundlag var altså på den ene side den sociale lim, der muliggjorde skabelsen af et så integreret kollektiv. Men samtidig var det også den definerende status, som det religiøse efterhånden fik, der blev enden på kollektivet. For der kom en dag, hvor Andreas ikke længere troede på Gud og Jesus.

”Det resulterede i et ønske om en formaliseret proces eller snak om, hvad vi så havde til fælles. Den proces varede halvandet år. … Det var en rigtigt hård proces, … Vi prøvede at finde ud af: Hvad er vi fælles om, og er det nok for alle? Og det var så det, det ikke var. Fordi det vi var fælles om, var så i bund og grund nogle praktiske ting, nemlig at spise sammen stadigvæk, og så at have fællesskab og relationer når vi mødtes der. … Og det var der nogen, der var okay med, men der var også nogen, for hvem det var afgørende vigtigt at bo i et fællesskab, hvor alle enten selv troede på Jesus eller i hvert fald kunne acceptere, at det var det, det handlede om og vi skulle kalde det. … Men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det ville betyde. Hvis vi kalder det det, må jeg så stadigvæk gerne til næste møde repræsentere en holdning, som ikke er i overensstemmelse med noget, Jesus ville have sagt? Altså en ikke-kristen holdning? Og det gjorde det svært for mig at sige, at det var et kristent kollektiv. Men der var nogen, for hvem det var vigtigt, at det var helt kristent.”

Kollektivet blev delt op i to, og alle blev fritstillet til at vælge, hvilken del de ville være en del af. Andreas er ked af, at det gik sådan: ”Der var 5, der valgte at bo hernede og 10, der valgte at høre til deroppe. Så der stod 10-5 kan man sige. Stor sejr. Jeg kalder det faktisk en sejr, for jeg føler egentlig, jeg har tabt. Det er sådan en tabsfornemmelse; det er en kæmpe sorg og jeg savner de andre rigtigt meget.”

Det nye kollektiv, som Andreas nu er en del af, er under formation. Ligesom med det første kollektiv er Andreas’ tilgang, at fællesskabet skal tage form hen ad vejen, afhængigt af hvad medlemmerne har lyst til og behov for. Det ærgrer Andreas, at det gamle fællesskab kuldsejlede. For måske var det ikke gået så galt, hvis der havde været en bevidsthed undervejs omkring, at fællesskabets og dets individer kan udvikle sig, og at det kristne grundlag derfor ikke måtte være vigtigere end relationerne.

Historien rejser flere spørgsmål, som det vil være relevant for de fleste kollektiver at overveje:

– Hvordan forbereder man sig på, at det sociale og værdimæssige fællesskab forandres? Hvor meget kan man acceptere, at det forandres; hvad er til forhandling og hvad er ikke?

– Hvordan beslutter man, hvilken udvikling der er acceptabel og hvilken der ikke er? Og hvad gør man, hvis udviklingen splitter gruppen?

– Hvordan kan man på én gang skabe den magi, som kommer ud af følelsen af at fællesskabet er noget helt særligt og meget stærkt, og samtidig være forberedt på, at det kan udvikle sig og opløses?

Af Marie Chimwemwe Degnbol

Opstart

Vil I starte et kollektiv/bofællesskab sammen?

For nyligt fik jeg en henvendelse fra en gruppe, som efterspurgte gode råd og inspiration til deres proces med at finde ud af, om de skulle slå pjalterne sammen i et bofællesskab. Det kom der denne guide ud af, som kan være til gavn for andre i samme situation:  (Vis guiden som pdf her)

I har spiret en fælles drøm om at starte et kollektiv/bofællesskab sammen. Måske kender I hinanden rigtigt godt i forvejen – måske kender I hinanden mere overfladisk fra fx en arbejdsplads eller kolonihaveforening, eller I har fundet sammen netop fordi I søger lidt af det samme. Uanset vil I gerne lære hinanden (endnu) bedre at kende, før I beslutter jer for, om I vil forsøge at starte et kollektiv/bofællesskab sammen.

Man ved aldrig med sikkerhed, at man har fundet de rette bofæller. Man kan simpelthen ikke vide på forhånd, hvordan konstellationen og relationerne i praksis vil fungere. Så I skal være indstillede på, at det er et forsøg, I kaster jer ud i, og at der kan vise sig mange knaster i jeres fællesskab, som I ikke havde drømt om på forhånd. Men hvis I har modet til at kaste jer ud i forsøget, kan det til gengæld vise sig at være en af jeres livs bedste beslutninger.

I får her 4 råd til jeres proces med at lære hinanden bedre at kende. Der er selvfølgelig mange flere ting, I skal tage fat på, hvis I vil starte et bofællesskab sammen (jura, økonomi, finde stedet, aftale helt konkret hvordan det hele skal være osv osv…). Rådene fokuserer snævert på det at komme nærmere, om netop I har lyst til at starte et bofællesskab med hinanden.

RÅD NR 1: BRUG TID SAMMEN

Som sagt kan man ikke vide, om en konstellation af mennesker vil fungere godt som bofællesskab. Tænk på, at det at bo i bofællesskab – afhængigt af hvor fælles/integreret det er – på mange måder minder om at bo sammen med en kæreste/ægtefælle. Og på samme måde som i et parforhold kan det at bo sammen vise sig at være noget ganske andet end at besøge hinanden og gå ud at spise sammen.

Men man kan komme derhen, hvor man har en stærk og velfunderet intuition omkring, at det kan blive rigtigt godt. Denne intuition får man ikke alene af at sidde rundt om et bord og snakke. Der er mange ting, som man kun finder ud af ved simpelthen at hænge ud sammen i forskellige rammer/situationer.

Fungerer det praktiske; føler alle, at der er en god dynamik og balance ift. at tage ansvar? Hvordan er omgangsformen med børnene (hvis der er børn); har I det hver især ok med den måde, de andre omgås både deres egne og jeres børn? Hvordan er dynamikken og stemningen; glider samværet og samtalen let og løfter I energien sammen – eller bliver det tungt og akavet? Den slags ting.

Derfor: Sørg for at bruge tid sammen. Hæng ud. Gerne i forskellige situationer. For eksempel:

  • Hold weekend sammen med overnatning og alt, hvad det implicerer af samvær og praktik
  • Lav noget praktisk sammen; er der nogen, der skal have ordnet deres have, så lav en fælles arbejdsdag, hvor I hygger jer med at hjælpes ad
  • Hvis der er børn involveret: Lav noget sammen med børnene, på børnenes præmisser.
  • Skab voksensamvær, hvor I kan fordybe jer i samtale om mere komplekse og følsomme emner

Der er selvfølgelig grænser for, hvor meget tid I skal bruge på at lave ”arrangeret samvær”. I vurderer selv, hvilke scenarier, der vil være givende for jer at prøve af, og hvor meget I har brug for. Og hvis I bliver ved med at være i tvivl, selvom I har været på 5 kanoture sammen, så vil 5 yderligere kanoture nok ikke gøre jer klogere; så er der nok et eller andet ved konstellationen, som ikke er bæredygtigt.

RÅD NR 2: LYT TIL MAVEFORNEMMELSERNE OG VÆR ÆRLIG

Der går sjældent røg uden en brand. Hvis du er ambivalent, forbeholden, utryg, irriteret – så er det sandsynligvis ikke bare fordi du har glemt ja-hatten derhjemme. Der er et eller andet, du skal tage alvorligt. Måske er det ikke så stort eller problematisk, at det skal skille jer ad. Men du må ikke negligere det.

Vær ærlig. Du skal hverken sælge dig selv til de andre eller sælge fællesskabet til dig selv. I skal åbent og ærligt finde ud af, om I alle sammen tror på, at I vil kunne skabe et velfungerende bofællesskab sammen. Du kan fx italesætte det åbent og ærligt som en bekymring. Du/I kan også forsøge at ”teste” det, der bekymrer dig, ved at skabe situationer, der udfordrer netop dette. Eller se om du/I kan ændre på de dynamikker, der går dig på, eller om det virker fastlåst.

RÅD NR 3: SKAB GODE SAMTALER

Det er lige så vigtigt, hvordan I taler sammen, som hvad I taler om. Der er to meget normale dynamikker, i sociale samtalesituationer, som I helst skal bryde med: At der er nogen, der taler (for) meget og andre (for) lidt; og at man ikke taler om det, som er svært/konfliktfyldt. Netop når det handler om at alle lærer hinanden bedre at kende, og I skal finde ud af om I vil bo sammen, går det ikke at samtalerne forløber ved at to underholder med røverhistorier, mens de øvrige er passive.

Jeg vil anbefale én rigtig god og rørende enkel måde at skabe en god samtale: Formulér de spørgsmål / temaer, I gerne vil omkring, og lav så runder, hvor I én efter én taler. Sådan sikrer I, at alle kommer til orde og at man rent faktisk lytter til hinanden. Og når I formulerer spørgsmålene/temaerne kan I sikre, at I hurtigt når langt dybere ned end vejrudsigten og at I også kommer omkring det svære på en måde, hvor ingen ”putter med noget”.

Reglerne er, at man ikke afbryder/indvender/tilføjer/stiller spørgsmål, mens andre taler. Hvis man får brug for at tilføje noget eller spørge om noget, mens man lytter til de andre, må man vente til man får turen igen. Man skal igennem runden mindst én gang – og i eventuelle efterfølgende runder skal man kun sige noget, hvis man har lyst/behov.

Formen kan bruges til mange forskellige slags spørgsmål / temaer. Der kan formuleres meget konkrete, afgrænsede spørgsmål – men I kan også bare formulere et stikord som inspiration til fri, associativ ”tal-mens-du-tænker”.

Eksempler på sidstnævnte kan være:

  • Drømme
  • Værdier

Lidt mere konkrete temaer kunne være

  • Mine styrker
  • Mine svagheder

Og formen er virkelig god til at tvinge gruppen til at få hul på bekymringer og potentielle konfliktpunkter – fx med disse spørgsmål:

  • Hvad bekymrer mig?
  • Hvad er mine forbehold?
  • Hvilke ultimative krav har jeg til stedet, fællesskabet, menneskene, …?

RÅD NR 4: TAL OM HVAD I VIL SKABE SAMMEN – BÅDE KONKRET OG ABSTRAKT

Det giver langt henad vejen sig selv, hvad det er vigtigt at tale om i relation til hvad det er for et bofællesskab, I vil skabe. Her har I en tjekliste, I kan lade jer inspirere af, som rummer de overordnede temaer, som det generelt er væsentligt at få talt om (-der kan selvfølgelig være andet/mere, der er vigtigt for jer). I kan bruge listen til at formulere spørgsmål/temaer til samtalerunder jf. råd nr. 3.

De overordnede rammer:

  • Geografisk placering (land/by, afstand fx til København eller offentlig transport)
  • Økonomisk ramme: indskud/andele og huslejer[1]

Drømmen om bofællesskabet:

  • Hvad er det for et liv/en hverdag, I drømmer om?
  • Hvad håber I at det at bo i bofællesskab kommer til at betyde/giver jer?
  • Hvad vil I gerne bidrage med/give til fællesskabet/de andre?

Relationerne og det sociale fællesskab:

  • Mad og fællesspisning
  • Det sociale fællesskab: Forventninger til hvor meget man er sammen i fællesskabet vs. individuelt og familieliv
  • Børn: værdier, omgang og engagement
  • Sociale personligheder: Hvordan agerer I hver især i relationer og fællesskaber? Hvilke roller tager I typisk på jer? Er I introverte/ekstroverte? Osv.

Det praktiske og fysiske fællesskab:

  • Håndværkertilbud eller indflytningsklart
  • Hvor fælles/individuelt indendørs
  • Hvor fælles/individuelt udendørs
  • Fælles faciliteter og ressourcer (have, bil, græsslåmaskine, sauna, arbejdsrum/kontor, …)
  • Fælles projekter (køkkenhave, dyr, midsommerfest, arbejdsdage, …)
  • Praktiske opgaver: Hvilke skal løftes af fællesskabet og hvordan?
  • Praktiske personligheder: er man en håndværkertype eller har man ti tommelfingre og hader at hamre; er man til orden eller er rod ok? Tænk på erfaringer med at have boet med kærester, familie, på kollegie eller i kollektiv m.v.: Hvad var irriterende, hvad betød meget for dig, hvad havde du selv svært ved?

[1] De økonomiske aspekter af at starte et bofællesskab/kollektiv er omfattende. Helt indledningsvist, i denne fase, er det relevante at finde ud af, ca hvor mange penge I vil kunne låne for dermed at kunne blive klogere på jeres muligheder ift. det aktuelle boligmarked. I Marie Chimwemwe Degnbols bog om økonomi og jura fra kollektiver, som udkommer i foråret 2018, vil I kunne læse meget mere om hvordan, I griber de økonomiske og juridiske aspekter an i opstartsfasen. Se www.bosammen.nu/bog.

Opstart

Søger du et kollektiv/bofællesskab?

Du/din familie vil gerne bo i kollektiv eller bofællesskab.  Og I vil egentlig gerne rykke ind i et allerede etableret sted. Men hvordan finder man de kollektiver/bofællesskaber, som har plads til nye beboere? Der er langt flere bofællesskab-søgende end der er bofællesskaber, og langt de fleste bofællesskaber, som søger nye beboere, modtager rigtigt mange henvendelser. Du skal derfor være ret opsøgende, og vil fx formentlig ikke få ret meget ud af at oprette et opslag i en af de mange facebookgrupper for kollektiver/bofællesskaber.

Der er desværre (endnu) ikke et sted, hvor man via en overskuelig søgefunktion kan søge blandt opslag fra kollektiver/bofællesskaber, som søger nye beboere, og hvor rigtigt mange er repræsenteret. Men der er flere forskellige indgange til at søge, og hvis du bruger dem alle, øger du dine chancer. Herunder finder du BoSammens guide til hvordan du bedst kan gribe søgningen an. Guiden opdateres løbende, efterhånden som billedet ændres.

1) Søg i og følg de mange facebookgrupper hvor man kan annoncere efter bofæller og kollektiver:

Der er rigtigt meget aktivitet og som regel nye opslag på daglig basis. Det er jo desværre ikke muligt at søge på andre måder end ved simpelthen at bladre alle opslagene igennem, så det er bare med at tage fat og følge grupperne tæt.

Der er flere grupper end disse – søg på “kollektiv” eller “bofællesskab”.

2) Søg på Bofællesskab.dk, som er en portal for bofællesskaber, kollektiver og økosamfund i Danmark. Den nuværende version blev lanceret i foråret 2017 og har stadig nogle mangler, og savner noget volumen.  Men den er pt det bedste bud på en samlet portal, og er under udvikling, bl.a. ift. søgefunktionen. På sigt er det intentionen, at den skal rumme så mange fællesskaber i Danmark som overhovedet muligt.

3) Annoncér selv at du/I søger et kollektiv/bofællesskab:

  • Brug dit netværk, fx via facebook. Mange kender nogen, som kender nogen, som … som ved noget relevant. Og ofte er den personlige (indirekte) relation en fordel.
  • Opret annonce på Bofællesskab.dk
  • Du kan også lave opslag i føromtalte facebookgrupper, men chancen for at du bliver kontaktet er som sagt lille.

4) Bliv registreret på bofællesskabers interesse-/vente-/mailinglister. En del af de lidt større fællesskaber vedligholder deres egen interesse-/vente-/mailingliste, som man kan skrive sig på. Så får man besked, når der kommer en ledig bolig i det enkelte fællesskab. En netsøgning samt et kig på Bofællesskab.dk kan føre til mange kollektivers/bofællesskabers hjemmesider, hvor man kan finde info om registrering.

5) Søg på diverse andre fora/portaler for boliger, hvor man kan finde kollektiver/bofællesskaber:

  • Den Blå Avis: Bofællesskaber med lejemål. Find flere ved at søge på ”kollektiv” eller ”bofællesskab”.
  • Findroommate: Portal hvor man kan annoncere efter bofæller og kollektiver/bofællesskaber/deleboliger.

Seniorbofællesskaber:  Hvis du specifikt søger et seniorbofællesskab, kan du udover ovenstående kanaler tage et kig på Ældresagens bofællesbase (den er desværre ikke blevet opdateret de sidste to år, men er alligevel et besøg værd)

Større bofællesskaber / økosamfund: Hvis du kunne tænke dig at bo i et større bofællesskab, kan du desuden kigge på Landsforeningen for Økosamfunds medlemsliste. Den rummer en bred sammensætning af fællesskaber, som forstår sig selv som et økosamfund.

Bemærk at dette alene er en guide til at finde kollektiver/bofællesskaber; ikke til de øvrige vigtige aspekter omkring det at flytte i kollektiv: Din/jeres egen afklaringsproces omkring hvad du/I vil, processen med at finde ud af om du/I og et givet kollektiv er det rette match osv. Det er nogle rigtigt vigtige processer, som det ikke er intentionen at negligere med denne guide.

Hvis I er en gruppe, som overvejer at startet et kollektiv/bofællesskab sammen, kan I hente inspiration og råd til processen med at afklare konstellationen i guiden her.