Et kollektivs vision om at afskaffe husmøder og tjanser

I mange kollektiver har beboerne en følelse af kommunikations-underskud. Og det er et evigt tema, hvordan man kan skabe tid og rum nok til at få talt sammen om alle de ting, det ville være godt at få talt om og organiseret. I et kollektiv i København er ambitionen nærmest det modsatte: At gøre sig uafhængig af husmøder og formel organisering af de praktiske opgaver.

I en gammel villa i København bor der 7 voksne i alderen 28-39 år, som spiser sammen 4 gange om ugen og tilbringer rigtigt meget tid sammen. I løbet af de seneste par år, hvor der har været en vis stabilitet i beboersammensætningen, er der blevet skabt en stærk kultur for, hvordan man kommunikerer med hinanden, samt stærke værdier omkring relationerne og det sociale rum. Johannes fortæller:

”Vores vision i det her kollektiv er ingen husmøder, ingen pligter, alt kører organisk, der er ingen rengøringslister, der er ingen madplan, der er ingen tjanser, der er ikke noget husmøde. Og jeg er så stolt af den vision. Det er en hamrende ambitiøs tilgang til mennesker, hvor mennesker ikke har brug for de der eksternt kontrollerede mekanismer; ekstern motivation. … Jeg ser det som et sygdomstegn, jo flere husmøder et kollektiv har. Det er udtryk for, at den mellemmenneskelige kommunikation ikke fungerer. Hvis man kan nå derhen, hvor man ikke har brug for husmøder, så er man kommet langt. Fordi så kører der simpelthen bare flow”.

Konfrontation frem for fascistoid tolerance

Et nøgleord i bestræbelserne på at optimere den mellemmenneskelige kommunikation, skabe flow og gøre sig uafhængig af fx husmøder er ”konfrontation”: At turde kommunikere direkte om de svære ting. Johannes forklarer:

Jeg tror, det er dybt psykologisk, at folk tror, at ved at vise grænser eller vrede, så mister man folk. Men det har faktisk den modsatte effekt.  … Man kan blive så tolerant, at det bliver fascistoidt. Jeg tror, det er en direkte vej ind i noget passivt-aggressivt, hvis man ikke tør gå til hinanden og sige: “prøv at hør, det her holder ikke, det er uhensigtsmæssigt, har du kigget på de her skyggesider, bang, bang, bang”. … Jeg tror, der er mange, der tænker, at hvis bare vi finder nok bløde og inkluderende mennesker, så kommer vores kollektiv til at blomstre. Nej. Så kommer det til at degenerere, og så bliver mennesker ulykkelige. Så det kræver i virkeligheden enormt meget menneskeligt mod, ikke bare modenhed, men mod, at få det her op at køre. … At være empatisk, omsorgsfuld og konfronterende. Det sidste er vigtigt at få med.

Johannes forklarer, hvad det er, han tager afstand fra, med et tænkt eksempel: ”Min fordom om kollektiver er, at mange er bange for at sige helt uden passiv aggression: “Hey Birgitte, nu er det vist din tur til at støvsuge, gør du ikke lige det?”. Der er min fordom, at mange ikke siger tingene ligeud, eller pakker det ind i spidse eller indirekte bemærkninger. Det kan godt være, den ikke har hold i virkeligheden. Men det der med at man ikke behøver en institutionel ramme som husmødet, men hvor kommunikation bare glider – hvor det konfronterende aspekt bare glider – og hvor man hele tiden er in sync.”

Adskillelse af praktik og følelser

I kollektivet glider kommunikationen dog endnu ikke så godt, at de er uafhængige af husmøder. De holder fortsat husmøde en gang om måneden, men er meget bevidste om at adskille praktiske og følelsesmæssige emner: ”Jeg tror, det er enormt uhensigtsmæssigt at blande det emotionelle og det praktiske sammen. … Problemet er, at det er to forskellige energier, man går ind i, og som jeg tror, det er godt at kunne adskille. Det gør det meget mere effektivt at snakke om konkrete problemstillinger, og meget mere emotionelt rummende, hvis man så har noget tid til den del.Det er relevant at spørge, om folk har mere eller mindre energi efter et husmøde. Og der vil jeg lægge hovedet på blokken og sige, at de mennesker, der kører det der – undskyld jeg siger det – det der mudder med at blande de der to ting sammen, de har mindre energi efter et husmøde. Hvor vi som oftest har mere energi efter et husmøde, fordi det er så klart adskilt”.

I kollektivet har de en særlig måde at tage hånd om de følelsesladede emner: ”Lige da jeg kom ind i kollektivet for lidt over 2 år siden, holdt vi noget, der hed Ghostbusters. Det skulle ses som supplement til det månedlige husmøde. Hvor husmødet var en praktisk foranstaltning for at få koordineret ting, var ghostbusters et forsøg på at lave en emotionel udrensning. Det var et forum kun dedikeret til at få opløst passive aggresioner eller skyggesider og sådan nogle ting. Nu er der ikke ghostbusters mere, men det er noget, vi hele tiden som kollektiv er opmærksomme på: om det er tid til at lave en ghostbuster igen. Så der er en mekanisme til at få talt de her ting igennem, og at det bliver gjort ret straight ved, at det ikke bliver blandet sammen med formalia.”

Man starter med en check in: 5 minutter hvor man lige siger, hvordan det går, hvor man er i sit liv, og hvad man har lyst til at snakke om. Så taler man det igennem og kommer ret dybt ned. Der er nogle individer her i kollektivet, der er meget modne mht. hvad projektion, skyggesider og min og din banehalvdel er. Vi er menneskeligt absurd modne i det her kollektiv, hvilket selvfølgelig gør det lettere at tage de her konflikter. … Der er en herskende norm om, at man fokuserer meget på egen banehalvdel. Alle har på en eller anden måde gået i terapi og flere har en coachuddannelse, så det er meget let for os at gå ind i det her mode.”

Fra vision til praksis

Ifølge Johannes er de i kollektivet enige om den overordnede vision. Men når der fortsat er behov for husmøder, er det udtryk for, at det er en udfordring at skabe den praksis for kommunikation, de ønsker.

De arbejder blandt andet med det ved i perioder at have fokus på bestemte værdier eller på dynamikker, som står i vejen: ”Der har været forskellige tematikker løbende, fx grænser: At italesætte at vi skal huske at sætte grænser overfor hinanden. Og en anden ting, som jeg personligt har italesat, er magten af gråd. Jeg har nogle gange følt, at det har været sådan, at hvis man sad og diskuterede noget, og der så var en, der græd, så blev hele stemningen vendt til, at så var det det, det grædende subjekt sagde, der var sandhed. For man skal tage hensyn til en, der græder. Det er den der meget grønne tilgang, hvor man sætter det sentimentale eller melankolske eller emotionelle allerøverst i en værdiframing. Det er en undergang. Men det er blevet løst – vi kan som kollektiv nu rumme det emotionelle uden at gøre det til det altafgørende.”

Johannes opsummerer visionen og den udfordring kollektivet står over for: ”Det handler om at institutionalisere en proces, hvor det er nemmere at kommunikere på daglig basis. … Det der med at vedblive med at turde kommunikere, også om svære ting, det er en udfordring. Vi arbejder med det ved en blanding mellem at der er konsensus om, at det er sådan, det skal være, i kombination med at der er nogle enkelt-individer, som virkelig trækker et læs lige i den sammenhæng. De insisterer virkeligt på det og går ind og siger: ”Hey, her er noget der er ikke-transparent eller passivt-aggressivt … Det er sindssygt svært, hvordan det bliver institutionaliseret, så vi undgår, at det bare bliver hængt op på enkelt-individer”.

Af Marie Chimwemwe Degnbol

2 tanker om "Et kollektivs vision om at afskaffe husmøder og tjanser"

  1. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om “ghostbusters” – om der evt er et format man kan kopiere. Mit kollektiv føler behovet for en dybegåene fælles proces, men er i tvivl om (eller måske uenige om) hvordan vi skal gribe det an.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *