Fra spontan fællesspisning til kristent kollektiv

– Historien om et kollektivs storhed og opløsning

Mange kollektiver begynder med, at en gruppe menneskestearinlys-2r beslutter sig for at starte et kollektiv sammen. Der går oftest lang tid med snak og planlægning, og når kollektivet endelig starter, er meget defineret og kollektivisterne har mange forventninger til fællesskabets form og indhold. Ofte modsvarer det levede kollektiv ikke disse forventninger; meget viser sig at være sværere, end man troede, og tit er det nogle andre ting end forventet, der bliver bærende for fællesskabet. Så følger en proces med justering af både forventninger og praksis. Det kan være smertefuldt. Og det er på sin vis ærgerligt at skulle igennem sådan en skuffelse, hvis det fællesskab, der er skabt, viser sig at være givende og levedygtigt.

Denne historie handler om et kollektiv, der opstod spontant. Der var ingen forventninger, rammer eller regler givet på forhånd. Fællesskabet voksede og tog form i takt med, at dets medlemmer fik lyst til mere og mere fællesskab med hinanden. Paradoksalt nok viser historien dog også, hvordan et fællesskab kan gå i opløsning, når det med tiden bliver så fast defineret, at det ikke længere kan rumme, at dets medlemmer udvikler sig. Her følger historien om kollektivets opståen, storhed og opløsning, og den dobbelthed, det rummer.

Det er Andreas, der har fortalt mig historien om kollektivet. Det var ham, der startede kollektivet og spillede en bærende rolle i den tid, det bestod. Men også så bærende, at det også var pga. Andreas, at kollektivet efter en lang, smertefuld proces, besluttede sig for at dele sig op i to kollektiver.

”Men jeg ville gøre igen. Altså det kan jeg kun anbefale. Hvis valget står mellem at starte noget ukontrollabelt eller lade være, så gør det. Det mener jeg helt seriøst.”

Et kollektiv i Andreas’ køkken

Det hele begyndte med, at der for 8 år siden pludseligt og nærmest tilfældigt for en kort periode boede 5 personer i Andreas’ halvanden-værelses lejlighed. En studiekammerat boede i forvejen til leje, da et vennepar, som havde købt lejligheden ovenpå, rykkede ind på sofaen i køkkenet, mens de renoverede deres nye lejlighed. Og der fandtes også hus- og hjerterum til kvindens lillebror, som manglede et sted at bo i 14 dage. Der opstod hurtigt en praksis og værdi om at dele maden, frem for at have hver sin, da alle syntes, det var både praktisk og hyggeligt.

Da venneparret rykkede op i deres egen lejlighed, og en anden ven flyttede ind i en anden lejlighed i opgangen, var alle enige om at fortsætte fællesspisningen. Og da de oprettede en fælles madkonto, opstod der behov for et månedligt møde, hvor de kunne adressere forskellige praktiske ting. Tilfældet ville, at flere lejligheder i Andreas’ opgang og naboopgangen blev sat til salg inden for en kort periode. Andreas købte en nabolejlighed og lagde den sammen med sin egen, så han fik et stort køkken/alrum. Flere af hans venner købte de andre lejligheder, og efterhånden bestod kollektivet af 7 lejligheder med i alt 16 voksne og 3 børn, som spiste sammen hver aften i Andreas’ store køkken/alrum, som var blevet indrettet til at rumme hele kollektivet, og som alle havde nøgle til.

Andreas fortæller om kollektivets storhedstid: ”Vi har holdt utallige aftener med 20-30-35 gæster. Altså julefrokoster og det ene og det andet hold studerende. Vi havde et stort netværk, fordi vi var mange, der kom fra samme forening, så der var mange stamgæster. Og udover at man altid var velkommen til mad – det skulle der altid være plads til, også spontant – så gjorde det jo bare, at der var mange, der tit kom forbi. Og det var egentlig utroligt nemt at lave mad til så mange. Man lærte efterhånden at lave mad til 16 mennesker, og så kan man også lave mad til 30 … Det var fantastisk at opleve. Megasjovt. Utallige aftener med masser af grin og gode venner og kærlighed.”

Intet af det, der opstod, var planlagt. På intet tidspunkt i processen havde de sat sig ned og defineret fællesskabet eller lagt en plan. Det hele opstod spontant ud af lyst eller praktiske behov – og så den enorme portion held, det var, at så mange lejligheder i de to opgange blev sat til salg over en kort periode. Nye initiativer og praksisser blev taget op ved de månedlige fællesmøder efterhånden som behovet opstod; fx den praksis for udvælgelse af nye kollektivister, som blev udviklet, og den løbende udvikling og tilpasning af rengørings- og madordningerne.

Bøn før aftensmaden – fra spontan lyst til regel

Det, der i høj grad samlede individerne i fællesskabet, var et kristent værdifællesskab og en religiøs praksis med bøn eller sang før aftensmaden, samt samling om aftenen med oplæsning fra Bibelen, bøn eller lignende.  Mange af dem, der boede i kollektivet, kendte hinanden fra enten en fælles kirke eller en kristen studenterforening. Som med alt andet i fællesskabet blev de religiøse værdier og praksisser egentlig ikke defineret og ekspliciteret som udgangspunkt. Men efterhånden som de over længere tid dannede norm, blev de mere og mere selvfølgelige og bærende for fællesskabet. For eksempel kom det ved et fællesmøde frem, at nogle ønskede, at alle i kollektivet stræbte efter at efterleve en kristen seksualmoral (dvs. ingen sex før ægteskabet). Og efterhånden blev det naturligt for alle at kalde fællesskabet for et kristent kollektiv.

”På et tidspunkt, da jeg købte denne her lejlighed, var der 3 værelser, der skulle lejes ud. Da gik vi op i at vælge nogen ind, der kunne se sig selv som en del af den religiøse praksis. Vi havde mange overvejelser omkring det. Der var bl.a. en muslim fra vores studie, som søgte ind. Det overvejede vi meget og endte med at sige, at hun ikke kunne være en del af det, fordi hun ikke kunne se sig selv som værende en del af den praksis, vi havde. Det var en konkret udmøntning af at det primært var kristne, der kom ind. Og ikke bare kristne; folk der kunne se sig selv som en del af den måde at være kristne på.”

Det fælles, kristne værdigrundlag var altså på den ene side den sociale lim, der muliggjorde skabelsen af et så integreret kollektiv. Men samtidig var det også den definerende status, som det religiøse efterhånden fik, der blev enden på kollektivet. For der kom en dag, hvor Andreas ikke længere troede på Gud og Jesus.

”Det resulterede i et ønske om en formaliseret proces eller snak om, hvad vi så havde til fælles. Den proces varede halvandet år. … Det var en rigtigt hård proces, … Vi prøvede at finde ud af: Hvad er vi fælles om, og er det nok for alle? Og det var så det, det ikke var. Fordi det vi var fælles om, var så i bund og grund nogle praktiske ting, nemlig at spise sammen stadigvæk, og så at have fællesskab og relationer når vi mødtes der. … Og det var der nogen, der var okay med, men der var også nogen, for hvem det var afgørende vigtigt at bo i et fællesskab, hvor alle enten selv troede på Jesus eller i hvert fald kunne acceptere, at det var det, det handlede om og vi skulle kalde det. … Men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det ville betyde. Hvis vi kalder det det, må jeg så stadigvæk gerne til næste møde repræsentere en holdning, som ikke er i overensstemmelse med noget, Jesus ville have sagt? Altså en ikke-kristen holdning? Og det gjorde det svært for mig at sige, at det var et kristent kollektiv. Men der var nogen, for hvem det var vigtigt, at det var helt kristent.”

Kollektivet blev delt op i to, og alle blev fritstillet til at vælge, hvilken del de ville være en del af. Andreas er ked af, at det gik sådan: ”Der var 5, der valgte at bo hernede og 10, der valgte at høre til deroppe. Så der stod 10-5 kan man sige. Stor sejr. Jeg kalder det faktisk en sejr, for jeg føler egentlig, jeg har tabt. Det er sådan en tabsfornemmelse; det er en kæmpe sorg og jeg savner de andre rigtigt meget.”

Det nye kollektiv, som Andreas nu er en del af, er under formation. Ligesom med det første kollektiv er Andreas’ tilgang, at fællesskabet skal tage form hen ad vejen, afhængigt af hvad medlemmerne har lyst til og behov for. Det ærgrer Andreas, at det gamle fællesskab kuldsejlede. For måske var det ikke gået så galt, hvis der havde været en bevidsthed undervejs omkring, at fællesskabets og dets individer kan udvikle sig, og at det kristne grundlag derfor ikke måtte være vigtigere end relationerne.


Historien rejser flere spørgsmål, som det vil være relevant for de fleste kollektiver at overveje:

– Hvordan forbereder man sig på, at det sociale og værdimæssige fællesskab forandres? Hvor meget kan man acceptere, at det forandres; hvad er til forhandling og hvad er ikke?

– Hvordan beslutter man, hvilken udvikling der er acceptabel og hvilken der ikke er? Og hvad gør man, hvis udviklingen splitter gruppen?

– Hvordan kan man på én gang skabe den magi, som kommer ud af følelsen af at fællesskabet er noget helt særligt og meget stærkt, og samtidig være forberedt på, at det kan udvikle sig og opløses?

Af Marie Chimwemwe Degnbol

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *